Tilslutningen til fjernvarme i Skævinge har altid været for lille.
Jeg refererer til mødet på Skævinge kro juni 2009 hvor politikerne endelig mødte op i et spørgepanel.
I håb om at de politikere der var med fra starten af dette projekt, ville redegøre forløbet og hjælpe de borgere der i dag sidder med en meget stor økonomisk byrde i form af høje varmeudgifter og fortsat uvidenhed om hvad der er foregået, må jeg sande at det var ikke det Finn Hansen og Mads Lundgren var kommet for.
Historik:
Tilbage i 1986 blev Skævinge kommune tilbudt gas fra HNG hvor den dengang siddende borgmester for Skævinge kommune Finn Hansen sagde nej tak til dette tilbud. Borgmesteren begrundede afslaget således: borgerne i Skævinge skulle selv kunne vælge hvilken energiform de ønskede og der skal ikke etableres nogle kollektive varmeanlæg i Skævinge. I en årrække frem til 1993 bliver Skævinge Kommune rykket af ministeriet for en energiplan. I 1994 skal der indsendes en energiplan for Skævinge Kommune.
Og det er nok der det går galt
Med Finn Hansens dengang mange kasketter på, var det en nem sag at foreslå et fjernvarmeværk igennem Nesa. Det er med stor undren at der allerede i december 1994 er 36.000.000 kr. på bugtet for 1995 til etablering af fjernvarme, når forslaget ikke er sat til høring hos borgerne. Det virker som om der er noget galt i dette projekt, eller også er der et underskud i kommunekassen som skal dækkes i de 36.000.000 kr.
Hvis det viser sig at være et underskud der skulle skjules må det siges at være den dyreste løsning der er opfundet, dersom borgerne med fjernvarme fortsat sidder med regningen der bare stiger og stiger og tilsyneladende er bondefanget i dette system.
Der afholdes nogle borgermøder hvor borgerne forventer svar på en del spørgsmål, men hver gang bliver det vendt til et salgsmøde fra Nesa og HNG med Borgmester Finn Hansen ved bordet, en tydelig irriteret Finn Hansen udtaler på et tidspunkt: Jeg er lige glad, om så I fyre med stearinlys, bare I tilmelder jer fjernvarmen.
Den 31/10-95 er der deadline for tilslutning til fjernvarme.
Over en lang periode lokker Kommunen husejerne via HNGs folk til et konsulentbesøg og samtidig tilmelde sig fjernvarmen for 500 kr. Konsulenterne lover husejerne at de får hele installationen (konverteringen fra olie til fjernvarme) for et engangsbeløb på 500 kr. + 2.500 kr. i lån over 20 år. Samtidig loves der, at fjernvarmeprisen aldrig vil stige mere end olieprisen, og at man altid kan komme ud af fjernvarmen ved at betale restgælden på lånet.
Som pression i salgskampagnen sagde man, at fra den 31/10-95 ville tilslutningsprisen til fjernvarme stige fra 500 kr. til 10.000 kr., og at der skulle være 60 % af byens huse tilsluttet inden 31/10-95
Ved deadline den 31/10-95, var der kun 52 % tilmelding til fjernvarme, så projektet var skredet og burde have været skrottet allerede dengang. Energistyrelsen krævede dengang minimum 70 % men så helst at der var 90 % tilsluttede husstande til et så lille værk.
Kommunen nedlægger ikke projektet men laver en ny tilmeldingsdato med frist til den 31/11-95 og fortsat med 500 kr. i tilslutning. Truslerne med de 10.000 kr. i tilmelding efter 31/10-95 var fup.
Borgmester Finn Hansen bekræftede at dette projekt skulle gennemføres med en enig kommunalbestyrelse, dengang 3 socialdemokrater, 5 konservative (socialdemokrater) og 3 fra venstre.
Kreditforeningen ejede dengang en stor del af Baunehøjen og Baunetoften ved Harløsevej. Kreditforeningen fik foretaget en beregning ved konvertering fra el til fjernvarme som viste at hvert hus ville få en ekstra udgift til varme på ca. 2.500 kr. i forhold til det daværende forbrug i el.
(Indlæg i avis under debat onsdag den 11 januar 1995).
Kreditforeningen vil ikke have disse omkostninger med fjernvarme og meldte 100 huse fra fjernvarmeprojektet. Disse huse er sammenhængende huse og nok de huse som ville være mest velegnede at etablere fjernvarme i hele Skævinge og ikke engang der var det rentabelt.
Vel vidende om at fjernvarmeprojektet nu var blevet forringet væsentlig vælger kommunen (de 8 bestyrelsesmedlemmer) nu at ligge disse 100 huse uden for fjernvarmeområdet og derved opnå den foreslåede 60 % grænse, med de eksisterende tilmeldinger og den nye frist for tilmelding 31/11-95.
Energien fosser ud af kraftvarmeværkerne i sommervarmen: se under link,
www.ing.dk /artikel/100003-energien-fosser-ud-af-kraftvarmevaerkerne-i- sommervarmen
Kolossalt varmetab i Skævinges rørsystem. (se video på www.youtube.dk fjernvarme Skævinge)
I Skævinge er varmetabet i rørsystemet fra fjernvarmeværket ud til husene så stort, at samtlige huse i byen kan varmes op med den gas der forbrændes alene til rørsystemet (uden husene har aftaget varme).
Så kan man spørge sig selv: Hvad med co2 udslippet?
Varmen til et hus i landområderne, eller et lille samfund som Skævinge er bedst stillet med nærvarme hvor man producerer varmen hvor den skal forbruges. Der er så mange løsninger på disse opgaver til produktionspriser der svarer til en 1/3 af fjernvarmepriserne og tilmed er meget mere miljørigtige og co2 nedsættende.
Solvarme og oliefyr:
I 1995 hvor diskussionerne gik meget højt med hensyn til fjernvarme, var der mange der valgte at få ny oliefyrsinstallation kombineret med solvarme. I dag, 14 år efter, er disse boligers forbrug til opvarmning ca. 1.000 l. olie svarende til 7-10.000 kr. pr. år. Samme type hus med fjernvarme bruger i dag mellem 26 og 30.000 kr. pr år. Dem der valgte denne løsning er meget langt nede i co2 udslip, så man forstår godt glæden hos dem der ikke ville deltage i det dårlige fjernvarmeprojekt.
Lavenergi hus på Bombakken:
I et af rækkehusene på Bombakken er der etableret solvarme, varmepumpe og ventilationsanlæg.
På grund af denne varmeform, har huset et samlet energitab, der svarer til 41 kw pr. kvm. hvilket er et lavenergi klasse 1. hus og er derfor fritaget for fjernvarmetilslutning. Huset har et samlet energiforbrug svarende til 16-17.000 kr. pr. år. De 16-17.000 kr. er totalforbrug til varmt vand, varme, ventilation og elektricitet, varmedelen svarer til ca. 8.000 kr.
Nabohuset, som er præcis magen til, betaler ca. 28.000 kr. i fjernvarme og ca. 7.000 kr. til elektricitet, et totalforbrug på ca. 35.000 kr.
Luft til vand varmepumpe med solvarme:
Med en luft til vand varmepumpe i kombination med et solvarmeanlæg, kan der i forhold til ren oliefyret opvarmning spares op til 55% af olieforbruget.
Uansvarlige politikere.
Pensionister der har betalt huset gennem årene for at kunne sidde billigt på deres ældre dage, har måtte sælge deres huse på grund af høje fjernvarmepriser. Borgere der har købt hus i Skævinge er så overrasket over priserne på fjernvarme at de aldrig ville have købt hus her hvis de havde vidst priserne på fjernvarme var så høje. Familier i lavenergihuse betaler 3 gange så meget for fjernvarme som varmetabet reelt er i deres hus.
Alt det er man vidne til, og så sidder der politikere i panelet på Skævinge kro i juni måned 2009 og undskylder sig med, at der ikke var nogle der kunne kende udviklingen. Med Mads Lundgrens udtalelse: “ nu bliver det bedre, jeg tror på det.” det har han sagt i 14 år nu og for hver gang, bliver det dårligere og dårligere, priserne stiger og stiger og det bliver mere besværligt at komme ud af . I 1994-95 var der så mange advarsler mod dette fjernvarmeprojekt, at der var rigeligt til at have fulgt venstre politikkernes nej til at gennemføre fjernvarmeprojektet i Skævinge.
Den tidligere borgmester Finn Hansen, forsøger sig fra talerstolen med at fremhæve at oliefyrskunder jo skal betale skorstensbidrag og service på oliefyret, hvilket blev buet ud fra salen med forståelse, og Finn Hansen måtte finde sin plads. Dette var dog det tydeligste svar på, at Finn Hansen har sovet siden 1986 eller har været et andet sted. Samme Finn Hansen kaldte mit virke for brødnid fordi jeg solgte solfangere. Jeg vil undlade at kalde Finn Hansen noget, men tilføje at hans forsøg på at sige at det var en enig kommunalbestyrelse der vedtog fjernvarmeprojektet i 1995 straks blev manet til jorden af Dan Riise fra Venstre. Det forholdt sig således, at det var socialdemokraterne og konservative der stemte ja og venstre der stemte nej. Trods det at Finn Hansen i 1994 lovede at fjernvarmeprojektet kun kunne gennemføres med en enig kommunalbestyrelse, altså alle 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Borgerne er holdt for nar af de 8 politikere der stemte ja til dette elendige fjernvarmeværk og selv i dag er der ikke nogle af de politikere der dengang vedtog fjernvarmen der vil hjælpe borgerne med at finde en løsning.
Løsningerne findes hvis der er vilje:
Jeg tror ikke det gavner fjernvarmeprojektet at fastholde de mennesker der vil ud af fjernvarme med trusler om høje udtrædelsesomkostninger, 18 måneders bindingsperiode for udmeldelse eller undskyldninger om dårlig drift i værket. Værkets drift bliver aldrig bedre uden store investeringer (dette er der beviser for igennem de sidste 11 år). Og så er der fortsat det store varmetab i vejene.
De mennesker der vil ud af fjernvarmen, skal nok komme ud. En kontrakt kan opsiges med tre måneders varsel. Det vil aldrig være godt at tvinge folk til at blive i så dårligt et fjernvarmesystem.
Lad os som selvstændige boligejere bestemme over vores bolig, og få selvbestemmelsesretten tilbage så kan man lave sociale eksperimenter med andre ting uden om folks privat bolig.
Eksempelvis kunne man forsøge at lave et socialt eksperiment på Finn Hansens gård, men tro mig, den er fredet og uden for fjernvarmenettet.
Med håb om en mere borgervenlig og miljøbevidst kommune.
CO2 udslip som opstår på grund af varmetab i vejene bør fjernes.
Venligst
Michael Porsgaard
Ingen kommentarer
RSS feed for comments on this post.
Beklager, du kan ikke skrive kommentarer i øjeblikket.