12. jan. 2009 15.30 Vesthimmerland
En dom i en fjernvarmesag fra Vindblæs kan vise sig at blive principiel. Det mener formanden for foreningen af Danske Energiforbrugere, Mogens Bülow efter at han har læst præmisserne for dommen.
Sidste mandag blev Løgstør Fjernvarmeværk dømt til at betale 136.000 kroner tilbage til en husejer fra Vindblæs.
Husejeren købte et hus i Vindblæs uden at vide, at han automatisk blev andelshaver og dermed ejer af en gæld i fjernvarmeværket også.
Men byretten mente altså ikke, at et andelsbevis hænger på et hus, men på dets ejer. Og da den tidligere ejer i dette tilfælde var død, lå ansvaret for at betale ikke på den nye ejer.
- Der er pludselig masser af mennesker, som har købt huse, der med den her dom i hånden kan gå ud og sige; Jeg vil ikke ha’ det fjernvarme mere, siger Mogens Bülow.
Løgstør fjernvarmeværk har anket dommen.