Indlæg fra Lars Christian Lilleholt, MF, Venstre
Af Lars Chr. Lilleholt, folketingsmedlem og energiordfører (V), Kirkegaards Allé 33, 5000 Odense C.
Danmark er vel noget nær ubestridt verdensmester i disciplinen fjernvarme. Og det er ikke så ringe, når disciplinen er på vej til sit internationale gennembrud som grøn og bæredygtig energikilde. Fjernvarme producerer nemlig varme og varmt vand til forbrugere og virksomheder med betydelig reduktion af energitab ved traditionel kraftproduktion og individuel rumopvarmning. Et potentiale for CO2-reduktioner og energibesparelser, som først nu for alvor er ved at gå op for resten af verden.
Dermed kan fjernvarmen komme til at spille en væsentlig rolle som klimaforkæmper på globalt plan.
Fjernvarmens kommende globale sejrsgang åbner betragtelige erhvervs- og eksportmæssige muligheder for danske virksomheder, hvis vi rent politisk kender vores besøgelsestid. Den danske fjernvarmesektor rummer nemlig store og dygtige rådgivningsvirksomheder, leverandørsværvægtere inden for rør, pumper og ventiler samt nye og innovative IT-virksomheder.
Vi skal sørge for at udbrede vores erfaringer til andre lande ved at vise de gode eksempler frem.
F.eks. er Fjernvarme Fyn helt i front, bl.a. med ny grøn IT-teknologi, som reducerer varmetabet fra ledningsnettet med 10 % og sparer fjernvarmekunderne i Odense for mere end 6.5 millioner kroner om året.
Behov for ny energispareaftale
Energispareaftalen fra 2005 pålægger fjernvarmeselskaberne udelukkende at spare energi i forbrugerleddet. Det er helt tosset, fordi de laveste frugter i mange tilfælde så at sige hænger i produktions- og distributionsleddet.
Derfor må den kommende energispareaftale skabe langt mere fleksible og kloge rammer for energibesparelserne. Hvis selskaberne frit kan lægge besparelser, også i produktion og distribution, er der store gevinster at hente. Så vil fjernvarmen kunne godskrive sine investeringer både på CO2-regnskabet og som energibesparelser.
Fra dansk side skal vi arbejde for, at EU’s direktiv om vedvarende energi inddrager fjernvarme med størst mulig vægt. Det vil yderligere bidrage til at eksportere de danske styrkepositioner på området.
Og når det sammenholdes med kommende renoveringer af fjernvarmen med EU-midler i Østeuropa, udbygning i Kina og fjernvarmen som en nærmest helt ny teknologi i store dele af Vesteuropa og Amerika, så er potentialet enormt stort for danske erhvervsliv.
Et perspektiv, som vi også skal sørge for at have med i forberedelserne til det afgørende
klimatopmøde i København næste år.
| Med venlig hilsen
Lars Christian Lilleholt Christiansborg
DK-1240 København K. Tlf. +45 33 37 55 00
Dir. +45 33 37 45 45
Medlem af Folketinget (V)
|
Ingen kommentarer
RSS feed for comments on this post.
Beklager, du kan ikke skrive kommentarer i øjeblikket.