nov
19
2008

Kommunen går ind i varmesagen i Annebergparken.

Kommunen går ind i varmesag i Annebergparken.

Nu går kommunen ind i sagen om de eksploderende varmepriser i Annebergparken. Snart kan Anneberggruppen sende en klage til Energiklagenævnet med kommunen i ryggen.

af: Marie Nyhus

Varmeselskabet E.ON kan efter alt at dømme se frem til at modtage et brev fra Energiklagenævnet. Beboerne i annebergparken sender nemlig snart en klage til nævnet – og denne gang har de kommunen i ryggen. Arkivfoto: Per Jensen

Borgerne i Annebergparken står ikke længere alene i kampen mod gigantiske varmeregninger i deres boligområde. Nu går Odsherred Kommune ind i sagen og bakker op om kritikken af de dramatiske stigninger på varmeprisen, som varmeselskabet E.ON har varslet.

Det kan kommunen gøre, fordi den har flere institutioner i Annebergparken og dermed også er kunde hos E.ON. Samarbejdet er kommet i stand efter et møde mellem repræsentanter fra Anneberg-borgerne og kommunen.

- Vi aftalte på mødet, at gruppen går hjem og formulerer nogle konkrete spørgsmål, som de så sender til kommunen. Så sender vi dem sammen som en klage til Energiklagenævnet over det, der er foregået. Det store spørgsmål til nævnet bliver: Kan det her virkelig være rigtigt? siger Henrik Jensen (K), formand for miljø- og teknikudvalget, som var med til mødet.

Spørgsmålene bliver rejst, efter E.ON i september varslede markante stigninger på Anneberg-borgernes varmeregninger. For eksempel stiger abonnementet fra 313 kroner til 10.356 kroner om året – en stigning på

3.214 procent.

Annebergborgerne er glade for opbakningen.

Kommunen: Det virker voldsomt

- Det er en god idé at gøre det sådan. Nu har vi en offentlig myndighed, der går ind i sagen. De taler typisk med lidt større vægt end os andre, siger Thure Jørgensen, der repræsenterer Anneberg-borgerne i E.ON-sagen.

Efter mødet er Henrik Jensen overbevist om, at E.ON’s opkrævning er urimelig.

- Det system, som de opkræver deres varmeafregning efter, kan der være noget kritisabelt i. Spørgsmålet er, om der er den rigtige fordelingsnøgle mellem de faste afgifter, forbrugsafgiften og kvadratmeterprisen. Det må Energiklagenævnet tage stilling til, siger han, som også har studset over det dramatiske prishop fra i år til næste år.

- Ifølge loven må en varmeforsyningsvirksomhed ikke køre med underskud. Så hvis der er underskud, skal de principielt lægge det oven på priserne året efter. Og det virker voldsomt, hvis varmeforsyningen sidste år har givet så stort et underskud, så der næste år skal ske så stor en prisstigning, siger Henrik Jensen.

Thure Jørgensen oplyser, at kommunen også vil hjælpe Anneberg-borgerne med at undersøge, hvordan tilslutningspligten er blevet indført i Annebergparken. Tilslutningspligten tvinger annebergborgerne til at være kunder hos E.ON.

- Vi synes, der er mislyde i det, vi har fundet ud af indtil videre, siger Thure Jørgensen.

 

E.ON: “Ingen kommentarer”

Varmeselskabet E.ON ønsker ikke at kommentere den nye udvikling i E.ON-sagen, hvor kommunen går ind i sagen for at sende en klage til Energiklagenævnet sammen med annebergborgerne.

- Der må vi sige, at når sådan en klage foreligger, så kan vi udtale os på baggrund af den. Jeg kan ikke udtale mig, før jeg har set en klage, siger Michael Strangholt, kommunikations- og marketingschef i E.ON.

Han afviser, at der er tale om en optrapning af konflikten mellem E.ON og varmeforbrugerne, nu hvor annebergborgerne får støtte af en offentlig myndighed. 

- Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Hvis kommunen indgiver en klage, så gør de det som kunde, ligesom enhver anden kun kan klage, siger Michael Strangholt.

 

 

 

 

 

 

Written by kim in: Medieomtale |

Ingen kommentarer

RSS feed for comments on this post.

Beklager, du kan ikke skrive kommentarer i øjeblikket.

Powered by WordPress | Aeros Theme | TheBuckmaker.com WordPress Themes