Alle nye lavenergihuse slipper for fjernvarmen
Terslev: Finn Larsen, Tøpkildevej 55, og hans familie bor i en af de områdets 31 planlagte villaer.
Han søgte og fik dispensation i foråret 2006 fra fjernvarmekravet i lokalplan 66.
- Det kostede ikke meget ekstra at etablere jordvarme, da vi byggede vores lavenergihus. Så det gjorde vi. Der er også andre herude, som ikke har fjernvarme, siger Finn Larsen.
Han fortæller, at det koster under 6.000 kroner i el årligt at opvarme familiens hus med jordvarme.
Planloven blev ændret 21. juni 2007.
I lovbekendtgørelsens § 19, stk. 4 står der: “Kommunalbestyrelsen skal dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse”, det kræver dog nabohøring.
Bekendtgørelsen til varmeforsyningsloven fra 29. januar 2008 er endnu mere vidtgående.
I paragraf 17, stk. 2 og 3 står der, at pensionister har ret til at melde fjernvarmen fra, og at kommunen, uanset om der er ansøgt eller ej, automatisk “meddeler dispensation fra tilslutningspligt for ny bebyggelse, der opføres som lavenergibygninger”.
Samme paragraf 17, stk. 1 siger dog samtidig, at det er byrådets suveræne afgørelse, om andre end pensionister – i huse der er bygget – skal have lov til at forlade varmeværket.
Lavt mål
De fleste huse, der bygges i dag, er lavenergihuse.
- Også ældre huse kan ændres til lavenergihuse med efterisolering, nye vinduer, nye fuger og ventilation med varmegenvinding. Prisen for et meget utæt hus kan være 250.000 kroner, men de penge kan tjenes ind igen, hvis varmeregningen pludselig falder fra 30.000 til 10.000 kroner årligt, siger Casper Kjerumgaard, der er fagredaktør hos Bolius, som er et privat videncenter for boligejere.
- Målet om, at alle nybyggede huse i Danmark mindst skal være lavenergiklasse 2 fra år 2010, er alt for dårligt. Kravet burde være passivhuse, der kører 100 procent på sol- og jordvarme. Lande som Frankrig og Schweiz er meget længere fremme i den proces end Danmark, siger han.
Ingen kommentarer
RSS feed for comments on this post.
Beklager, du kan ikke skrive kommentarer i øjeblikket.